Erhvervsrådgiver Dragan Milic, Københavns Erhvervscenter, afholdt i december workshop i Tingbjerg for unge med interesse i at begynde som iværksættere med selvstændig virksomhed. Dragan Milic havde forberedt sig minutiøst med plancher og forventede at møde studerende, der brændte for innovation. I stedet mødte han en helt anden verden. Her er hans rapport:”Da jeg ankom til Tingbjerg, kunne jeg se, at virkeligheden var noget anderledes. Jeg henvendte mig som aftalt i ”+18 Crossroads”, der viste sig at være et mødested for kriminalitetstruede unge. Her skulle jeg gennemføre en workshop med fire tilmeldte.Det var nu først efter min ankomst, at en kontaktperson begyndte at sms´e rundt for at fortælle de tilmeldte, at de godt kunne se at dukke op. Arrangementet og fremmødet var lidt alternativt, men bordet var dog fyldt med chips, kager, vingummi, te, kaffe og vand til mindst 30 personer. I de øvrige lokaler var der en del unge mennesker til stede, som havde travlt med alt muligt andet.Før vi overhovedet var gået i gang, spurgte en af dem, hvor længe det ville vare. Jeg droppede så min forberedte workshop og begyndte min lidt anderledes præsentation for de ca. fire!! tilhørere ved bordet. Allerede efter fem minutter begyndte de andre at strømme til fra de øvrige lokaler. Min alternative workshop og dialog med de unge kunne åbenbart alligevel konkurrere med fitness-maskinerne, vandpiberne, computerne, TV-stuen og snakken i køkkenet. Workshoppen blev meget vellykket. I knap to timer og uden pauser holdt jeg ca. 15 unges opmærksomhed. Alle blev ved bordet. Fire-fem af dem var seriøst interesseret i at starte egen virksomhed inden for webshop, transport, rengøring samt import/eksport. To af dem var lidt hemmelighedsfulde og ville hverken dele navn eller forretningsidé på den virksomhed, de havde i tankerne at starte op. Alle var spørgelystne. Det blev en anderledes, men samtidig også meget positiv oplevelse at møde unge fra Tingbjerg, der overvejer egen virksomhed.”Dragan Milic og Københavns Erhvervscenter vender tilbage til ”+18 Crossroads” i det nye år. Faktaboks:Københavns Erhvervscenter varetager i perioden 2011-15 projektet ”Fremskudte iværksætter- og erhvervsfremme initiativer i de særligt udsatte boligområder” i samarbejde med Socialministeriet. Projektet har til formål at sætte fokus på iværksættere og erhvervsudvikling i kommunens særligt udsatte boligområder.
Foto: Hans Sturesson