Ni ud af ti københavnere er tilfredse med bylivet

15. april 2011
Københavns Kommune offentliggør nu for første gang et bylivsregnskab. Det viser blandt andet, at ni ud af ti københavnere er tilfredse med bylivet. Bylivsregnskabet skal nu bruges som fundament for, hvordan byen kan udvikles fremover.

Københavnerne sætter stor pris på mulighederne for at få græs under fødderne, nyde solen på en bænk, dyrke sport eller opsøge kultur i byen. Københavns Kommunes bylivsregnskab viser nemlig, at ni ud af ti københavnere er tilfredse med bylivet.

”Bylivsregnskabet er et pionerprojekt, der giver os en meget vigtig viden om københavnernes holdning til byen, og jeg er rigtig glad for, at københavnerne er tilfredse med bylivet. Jeg elsker selv at bo i København, som er en fantastisk by, der aldrig står stille eller bliver kedelig. Men der er altid plads til forbedringer, og nu kan vi bruge bylivsregnskabet som afsæt til at gøre byen endnu bedre at bo i,” siger teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard(SF).

Kommunen har blandt andet som mål, at flere skal gå mere, og at københavnerne skal opholde sig længere i byens rum. Ifølge københavnerne selv kræver det flere træer og grønne områder. Blandt andet placerer seks ud af ti københavnere flere grønne ruter og stier på førstepladsen over, hvad der kan få dem til at gå mere.

”Bylivsregnskabet bekræfter os I, at vi er på rette spor, når vi netop har sat et mål om at plante 100.000 træer og bruger kræfter på at lave storbyhaver. København skal være en grøn og sund by med gode muligheder for at hygge sig og dyrke sport, motion og udeliv hele året rundt,” siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Vidste du at….

  • Københavnerne elsker kaffe i det fri. Otte ud af ti københavnere sidder udenfor på en cafe eller restaurant mindst et par gange om måneden om sommeren. Selv ikke vinteren kan holde københavnerne inden døre. 14 % af københavnerne får serveret en kop kaffe i det fri mindst et par gange om måneden om vinteren.
  • Københavnerne går mere en gennemsnitsdanskeren Når københavnerne bevæger sig rundt i byen foregår det 25 % af tiden til fods. Gennemsnitsdanskeren vil hellere tage bilen og går kun 18 % af tiden.
  • Istedgade er en mandegade Københavnske kvinder går mere end mænd, men på Istedgade er der flest mænd. Til gengæld går der 22% flere kvindelige fodgængere end mandlige på Frederiksborggade i Indre By.
  • Københavnerne valfarter til Havneparken Havneparken på Islands Brygge er det byrum, hvor flest opholder sig næst efter Nyhavn på en sommerdag. I gennemsnit opholder der sig 407 mennesker i timen.


Læs mere om, hvordan københavnerne bruger byen i bylivsregnskabet

 
 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212