Flere tusinde lagde vejen forbi Nørrebro lørdag den 28. august. Nørrebrogade var lukket for trafik, og mere end 50 frivillige foreninger stod for underholdningen med bl.a. musik, sang og dans fra hele verden. Og til de sultne serverede 20 af byen mest populære internationale restauranter lækre, billige smagsprøver fra hele verden.
Og begejstringen var stor hos flere af de deltagende:
Satnam Singh:"Det var spændende at se så mange mennesker samlet på et sted for at fejre byens mangfoldighed. Underholdningen var i topklasse og maden var spændende, krydret og anderledes. Alt i alt vil jeg sige at det var et fedt arrangement og jeg glæder mig til at se hvordan det løber af stablen næste år."
Inaam Illahi Sahibzad:”Det er første gang jeg har deltaget i International Dag, og jeg må sige, at det var en fantastisk oplevelse. Hele arrangementet var professionelt sat op, og der var stor tilfredshed i vores stand, idet vi fik samlet rigtig mange penge ind til oversvømmelsesofrene i Pakistan. Der var god stemning, eksotisk mad og skønt solskin”.
Ayhan Can, Chef for 2200KULTUR:”Jeg synes, der var en god stemning og en synlig mangfoldighed i både aktiviteter, målgrupper, foreninger og sidst men ikke mindst MAD. Som Københavner tænker jeg, at vi kan rumme utrolig meget. Vi er i stand til at vise vores forskellighed med et fælles budskab: Mangfoldigheden er dybt forankret i vores københavnske bevidsthed”.
Københavns Kommune gik i år sammen med Wonderful Copenhagen om at arrangere denne årligt tilbagevendende hyldest til mangfoldigheden.