Temaet for vejprisen 2009 var den rekreative vej. Vejdirektoratets begrundelse for tildeling af prisen er fortolkningen og foreningen af miljø, rekreation og trafik på et og samme sted.”Sønder Boulevard sætter helt sikkert nye standarder for, hvordan vi skaber gode byrum i København. Boulevarden var en trafikeret gennemfartsvej, der nu er blevet til et sted, hvor man kan gå en tur i grønne omgivelser, hænge på en bænk, bruge legepladsen eller spille bold. Vi har skabt nye muligheder midt i byen - vi har skabt et grønt bælte gennem Vesterbro. Derfor glæder jeg mig også over prisen og anerkendelsen fra Vejdirektoratet,” udtaler teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard.Med projektet har Vesterbro fået et nyt urbant rum, hvor der både er plads til grønt, til trafik, til etablerede funktioner og aktiviteter samtidig med, at områdets beboere kan sætte deres præg. Arkitekturen er på en gang rå og poetisk, og viser en rummelighed, der går fint i tråd med resten af miljøet omkring Halmtorvet.”Sønder Boulevard er et fornemt eksempel på, hvordan byens mange funktioner, kan kobles sammen i harmoni. Sønder Boulevard var ved sin anlæggelse i slutningen af 1800-tallet en klassisk boulevard. I dag fremstår den som et udtryk for, hvordan infrastruktur og rekreation kan kombineres trods modsætningen i begreberne og deres funktion,” sagde Vejdirektør Per Jacobsen i sin tale.
Vejprisjuryen fremhævede, at Københavns Kommune med den nye Sønder Boulevard har skabt nyt liv i det historiske Vesterbro samt givet kvarterets beboere og besøgende nye muligheder for at mødes under åben himmel.Vejprisjuryen understreger desuden at, prisen også gives for Kommunens fine håndtering og behandling af plads og anlæg i og omkring Halmtorvet. Efter den gennemgribende byfornyelse i området har den sociale demografi ændret sig markant. Der er foregået en tilflytning, som har skabt nyt liv i det historiske område. Vejprisjuryen lægger vægt på, at kommunen også holder fokus på den fremtidige drift og vedligehold af den forbilledlige bearbejdede strækning.Vejprisen uddeles hvert år af Vejdirektoratet, og det er den blevet siden 1994. Hensigten er at påskønne det, der er lidt udover det ordinære og som måske sætter en standard for senere projekter.