34 af Klimaplanens initiativer påbegyndt

01. marts 2010
Så er starten for alvor gået for "København CO2-neutral i 2025". Ud af planens 50 initiativer er de 34 allerede påbegyndt i år.
Forside af Københavns Klimaplan

I august 2009 blev Københavns Klimaplan "København CO2-neutral i 2025" vedtaget enstemmigt i borgerrepræsentationen. Planen formulerer et mål om at nedsætte Københavns CO2-udledning med 20% i 2015 set i forhold til 2005-niveauet. Samtidig fremlægges en ambitiøs vision at blive CO2-neutral i 2025. Det vil sige at når byens CO2-udledning er reduceret til en minimum, skal den helt opvejes af initiativer uden for byen, f.eks. vindkraft.

Det største bidrag til Københavns udledning kommer fra elforbruget, hele 51%, det er derfor naturligt at den vigtigste del af løsningen ligger i en omlægning af energiforsyningen. Derudover skal initiativer på områderne transport, byggeri og bygningsrenovering, københavnernes adfærd samt byudvikling være med til at København kan nå i mål med CO2-reduktionen.

Planen beskriver 50 konkrete initiativer; heraf er hele 34 allerede igangsagt i 2010. Det drejer sig blandt andet om klimarenovering af kommunens bygninger, opsætning af flere vindmøller, forbedring af forholdene for elbiler og etablering af lommeparker.

Der er afsat 28 mio. kr. til implementering af planen i 2010 og 62,5 mio. kr. 2011-2013, altså i alt 90,5 mio. kr.

Læs mere om klimaplanen her

 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212