En frivillig fortæller: Fedt at være katalysator

06. august 2010
Familiekonsulent Petti Kirkeby Ravn investerer både faglige og personlige kræfter i sit frivillige arbejde som psykoterapeut i foreningen TUBA. Og hun får rigtig meget igen.
Foto af Petti Kirkeby Ravn

Jeg synes, det er fantastisk at få lov at være katalysator for, at nogle unge mennesker får det bedre med sig selv. Det er bare så fedt at få lov at opleve den proces, hvor de vokser, får selvværd og tør stole på andre."

Sådan beskriver Petti Kirkeby Ravn sit arbejde som frivillig i den landsdækkende forening TUBA, som er en landsdækkende rådgivning for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i en familie med alkoholproblemer.
 
Til daglig arbejder Petti Ravn som familiekonsulent i Børnefamilecenter København, og 4 timer hver 14. dag tager hun direkte fra sit arbejde på Nørrebro til TUBAs lokaler for at køre gruppeterapi for unge mellem 22-25 år.

"Jeg er måske træt efter en dags arbejde. Men når jeg så sidder i gruppen og hører de unge fortælle om deres liv og de indvirkninger, en opvækst med alkohol har på deres liv, ja, så bliver jeg meget optaget og glemmer alt om min træthed," fortæller hun.

Bærer på en stor sorg
TUBA er en landsdækkende forening med rådgivninger i 11 byer i landet. De unge, der finder vej til TUBA, er tit dem, der på overfladen klarer sig godt med skole, job og uddannelse, men som følelsesmæssigt har det rigtigt skidt.
"De unge, jeg arbejder med i TUBA, vil normalt ikke få hjælp i vores system. De er alt for velfungerende på det ydre plan. De viser ét ansigt udadtil, men indadtil bærer de på en stor sorg. Derfor er der brug for et sted som TUBA," fortæller Petti.

De unge har svært ved at lytte til egne behov, de kan ikke sætte grænser, og de kæmper meget med at turde have tillid til andre, for de er vant til svigt og til, at der ikke er plads til dem.

"Som udgangspunkt synes de ikke, de er gode nok. De bakser med svære eksistentielle problemer og har simpelthen ikke de samme værktøjer med sig i bagagen som andre unge. Derfor har de forbandet svært ved at tackle livets almindelige problemer."

En far, der drak
Petti kender til problemerne på egen krop. For hun er selv vokset op med en far, der drak, og har selv kæmpet med konsekvenserne af en opvækst præget af alkoholmisbrug. De erfaringer og en uddannelse som psykoterapeut er grundlaget for hendes frivillige arbejde i TUBA.

I jobbet som familiekonsulent i Børne- Familiecenter København bruger Petti Kirkeby Ravn aspekter af psykoterapien, mens hun i TUBA får mulighed for mere direkte og målrettet at bruge det, hun har lært på den fireårige psykoterapeutuddannelse, som hun afsluttede for et år siden:

Skærpet bevidsthed om metodevalg
"Jeg får en rigtig god chance for at øve mig i den metode, jeg har med fra terapeutuddannelsen. I TUBA handler det meget om følelser og om eksistentielle spørgsmål, mens jeg i mit daglige arbejde er mere optaget af at nå nogle mål, af at familien skal flytte sig," fortæller Petti Kirkeby Ravn. Hun synes, arbejdet i TUBA på en god måde supplerer hendes professionelle virke:

"Det skærper min metodebevidsthed at være så klar på de forskellige værktøjer, jeg har til min rådighed. For ikke så længe siden var terapi sådan lidt af et fy-ord, men i dag er holdningen ændret. Det er helt i orden at bruge mange indgange til familiebehandlingen. Alt det, jeg har med i rygsækken, kan jeg bruge, så længe det virker. Og så er det kun en fordel at have en tung rygsæk med sig, fyldt med uddannelse og personlige og faglige erfaringer - den har jeg glæde af både på mit job og i mit frivillige arbejde."

FAKTA
TUBA står for Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkoholmisbrugere.
Læs mere på TUBAs hjemmeside

 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212