Københavns Kommune har i flere år haft socialrådgivere på døgnvagt for at hjælpe familier, som bryder sammen i helligdagene, borgere, som pludseligt står uden tag over hovedet og børn, som flygter ud af ødelagte familier. Men hjælpen har været delt i to tilbud meget tæt på hinanden, Døgnkontakten for børn og Den sociale døgnvagt for voksne. Fra i dag, tirsdag den 24. august, er begge tilbud smeltet sammen i Døgnvagten på Åboulevard 38 på Nørrebro, hvor Døgnkontakten hidtil har haft adresse. Opgaverne er stort set de samme. Det vil sige, at både voksne og børn og unge under 18 år med akutte sociale problemer fortsat kan henvende sig enten personligt eller telefonisk og få støtte og rådgivning. Men Døgnvagten vil også tilbyde børn og unge længerevarende anonym rådgivning samt konflikthåndtering og mægling. Desuden repræsenterer Døgnvagten Københavns Kommune, når børn og unge under 18 år afhøres af politi og retsvæsen.