Vi overhaler indenom, drøner henover fortovet, giver de andre fingeren og kører ræs i myldretrafikken. København vil være verdens bedste cykelby, men det står skidt til med cykelkulturen. Og den er der brug for, når tusindvis af cyklister hver dag sluses ind i Indre By, fastslår Bent Lohmann, formand for Indre By Lokaludvalg.
>> Det er fantastisk med de mange cyklister, og vi vil gerne have endnu flere. Men min bekymring er, at mange vil begynde at fravælge cyklen, fordi de føler sig for utrygge. Derfor er det vigtigt, cyklister forstår, at vi faktisk selv kan være med til at gøre cykelturen tryg og behagelig<<, fastslår Bent Lohmann.
43 procent af de adspurgte i kommunens Cykelregnskab 2008, der føler sig utrygge, nævner andre cyklister som begrundelse. Her er konstant forbedring af infrastrukturen med f.eks. flere og bredere cykelstier selvfølgelig afgørende, mener Bent Lohmann, men der mangler fokus på, hvad cyklisterne selv kan gøre.
>> Vi er gode til at mene, det er de andre, der kører råddent, men nu opfordrer vi til, at alle spreder positive og hensynsfulde vibrationer på cykelstierne. Vi er blevet ego-cyklister med mantraet ”mig-selv-først”, og mange kører, som om de er de eneste på cykelstien. Jeg gætter på, de fleste cyklister dagligt oplever situationer, der er farlige og kunne være undgået med lidt omtanke<<, siger han.
Fra den 6. – 12. september sætter Indre By Lokaludvalg fokus på god cykelkarma gennem forskellige events i gadebilledet. Blandt andet deler karmacyklister og Karmakanonen øko-æbler og gode råd ud i morgentrafikken, mens du kan komme på guidet cykeltur i Indre By. Teatergruppen "Brændende Kærlighed" laver cykelevents i gadebilledet og du kan udfylde vores elektroniske spørgeskema om cykelforhold i Indre By.
Læs ugeprogrammet