Kæmpe kunstudstilling for unge

27. april 2010
Igen i år afholder Københavns Kommunes Ungdomsskole Danmarks største censurede kunstudstilling for unge
Ungdommens Vårsalong Kunstudstilling

Dét drømmer unge i København om!

At blive set og hørt i samfundet, bo i Paris eller at spise shawarma med dronningen…
Det er blot tre af de drømme, som har fundet vej til Danmarks største censurerede kunstudstilling for unge, Ungdommens Vårsalong 2010.

I år er temaet nemlig "Det, jeg drømmer om", og 220 værker er blevet udvalgt af en professionel jury blandt flere hundrede indsendte værker. Udstillingen åbnes af Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang onsdag d. 28. april kl. 16.30 på Københavns Rådhus.

Ungdomsskolen i København afholder for tolvte år i træk Danmarks største censurerede kunstudstilling for unge mellem 13 og 18 år. Med udstillingen får unge mulighed for at få deres værker professionelt bedømt af en jury, og de får mulighed for at vise deres kunst frem.

For juryen, der består af Steffan Herrik, Elisabeth Ryde og Christel Lundberg, har det i år været særlig stor fornøjelse, for de har kunnet konstatere, at det kunstneriske niveau er højere i år, end det har været tidligere. Desuden er der igen i år stor variation i udtryksformerne: Der er fotografier, installationer, film, skulpturer og meget mere.

Udvidet nordisk samarbejde
Udstillingen er ikke kun for unge københavnere. Vanen tro deltager der også unge fra Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg. Som noget helt nyt er det nordiske samarbejde, der hidtil har begrænset sig til at omfatte et samarbejde med Malmø, i år blevet udvidet til også at omfatte Færøerne. Og her har arrangørerne bag udstillingen for alvor oplevet, at der er stor forskel på, hvordan unge i Norden udtrykker sig.

Katrin Nolsøe er udstillingens primus motor. Hun forklarer:
- De unge kunstnere fra Færøerne har fx indleveret kunstværker i strik! Værkerne er strikket af strimler af pladevat, plastic og læder, og de er strikket med kosteskaft i stedet for strikkepinde. Det er alt sammen meget anderledes, men også meget inspirerende!

Hun er glad for at se, at udstillingen har vokseværk. Hun siger:
- Vi er rigtig glade for at kunne udvide det nordiske samarbejde, og vi vil næste år arbejde intensivt på at få andre nordiske lande med. Det giver udstillingen en spændvidde, som vi ikke hidtil har set.

Værkerne udstilles på Københavns Rådhus d. 29. april - 8. maj, hvor alle er meget velkomne.
Udstillingen åbnes af Børne- og Ungdomsborgmester Anne Vang ved ferniseringen onsdag d. 28. april kl. 16.30.

 
 
Henvendelse Henvendelse
Københavns Kommunes Ungdomsskole

Ungdomsskolen Nørrebro
Kapelvej 44
2200 København N

Tlf: 38 77 34 00
Fax: 38 77 34 19
E-mail: broerne@ungdomsskolen.kk.dk
www: www.ungdomsskolen.kk.dk

Forvaltning
Børne- og Ungdomsforvaltningen

Åbningstider

Man-tors 10-16
Fre 10-13
Hjælp til pdf PDF
For at åbne et pdf-dokument skal Adobe Acrobat Reader være installeret på din computer.

Programmet kan downloades gratis hos
Adobe
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212