Nisserier og julepynt - familiearrangement i Utterslev Mose

16. november 2009
Søndag d. 22. november har du og din familie mulighed for at gå med naturvejlederne i Utterslev Mose for at samle materialer til naturlige og miljøvenlige juledekorationer.

Julen og nisserne står for døren. Inden længe pynter vi op til julen og laver smukke juledekorationer. Søndag d. 22. november har du og din familie mulighed for at gå med naturvejlederne i Utterslev Mose for at samle materialer til naturlige og miljøvenlige juledekorationer. Nisserne vil også være på spil, og Naturværkstedet Streyf byder på lidt varmt at drikke og mulighed for at anvende de indsamlede materialer.

Tid, sted og praktiske oplysninger
Mød naturvejlederne kl. 13 på hjørnet af Horsebakken og Mosesvinget. Medbring en kurv og evt. en grensaks til indsamling, naturvejlederne sørger for resten. Efter ca. en time når vi frem til Naturværksted Streyf, Rådvadsvej 69, hvor vi julehygger til kl. 15.30.

Nisserier og høst af naturen
Hvert år, når julen nærmer sig, dukker nisserne op i mosen. Om natten efterlader nisserne spor, som vi kan finde om dagen, hvis vi kigger godt efter. Nisserne synes, at det er sjovt at fortælle om sig selv. De er nemlig meget anderledes end mennesker. Nisserne kan for eksempel bevæge sine ører i alle retninger og tale med dyrene i mosen. Mens vi denne søndag leder efter nissespor, samler vi også ind fra naturens gavebod: tagrør, ellekogler, mos, pilegrene og andre dekorative naturmaterialer til dekorationer og julepynt.

Kreationer i den lune julestue
Efter gåturen slår Naturværkstedet Streyf dørene op. Med ild i pejsen, pebernødder, som vi selv laver, og lidt varme drikke, kan vi sammen blive inspireret og kreere spændende juledekorationer, stjerner eller kranse. Måske har nisserne også noget her, vi kan muntre os med!

Naturvejlederne i Teknik- og Miljøforvaltningen indbyder byens borgere til omkring 35 gratis tilbud om året. Her kan københavnerne opleve og undres over bynaturens mangfoldige udtryk og erfare, hvad København som metropolen gør for at bevare og udvikle sine unikke grønne tilbud. Yderligere oplysninger om turene kan ses på www.kk.dk/naturvejledning

 
 
 

Henvendelse Telefon

Center for Park og Natur
Islands Brygge 37, 4.sal
2300 København S
Tlf: 33 66 33 66
Fax: 33 66 71 91

Postadresse Henvendelse
Postboks 449
1505 København V
E-mail: parkognatur@tmf.kk.dk

Forvaltning
Teknik- og Miljøforvaltningen

Åbningstider Åbningstider
Mandag-torsdag: 8.15 - 15.45
Fredag: 8.15 - 15.15

 

 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212