Socialudvalget: Tomsgårdsvej den bedste placering til lægeordineret heroin

03. juli 2009
Socialudvalget foreslår, at kommunens nye tilbud om lægeordineret heroin skal ligge på Tomsgårdsvej 17-19. Her er i forvejen flere kommunale behandlingstilbud til stofmisbrugerne.
Billede af heroinsprøjte Tilbuddet med lægeordineret heroin handler om at give en del af byens stofmisbrugere heroin under kontrollerede forhold.

På den måde skal narkomanerne ikke prostituere sig eller begå røverier, for at får penge til deres misbrug. I København stopper tilbudet ikke her – når misbrugerne får et mindre stressende liv, får de overskud til at deltage i andre tilbud af social og pædagogisk karakter – tilbud som blandt andet findes i samme bygningskompleks på Tomsgårdsvej.

I bygningerne på Tomsgårdsvej har kommunen de senere år blandt andet tilbudt injicering af lægeordineret metadon, hvilket ikke har været til gene eller belastning for lokalmiljøet.

Socialudvalget har i sin beslutning om at placere tilbudet om lægeordineret på Tomsgårdsvej lagt vægt på at:

- man her har de bedste chancer for at skabe den bedste behandling med et stærkt
sundhedsfagligt og socialfagligt miljø for stofmisbrugerne.

- en stor del af patienterne har bopæl i København NV-området.

- lokalerne kan indrettes i overensstemmelse med de sikkerhedskrav, som politiet og lægemiddelstyrelsen anbefaler.

- Tomsgårdsvej er tilgængelig via offentlig transport Bussen 5A holder hvert 4 – 6 minut ved et stoppested 200 meter fra adressen.

- lejemålet på Tomsgårdsvej er ledigt og kan lejes til en konkurrencedygtig pris.


En typisk dag på Tomsgårdsvej
Det er meningen, at en stofmisbruger, som er visiteret til at få lægeordineret heroin, ankommer til Tomsgårdsvej på et aftalt tidspunkt, og får hjælp til at få sin dosis heroin.

Herefter er der mulighed for, at få sundhedsvejledning og behandling, socialt samvær, gruppesamtaler, sagsbehandling, jobtræning og deltage i en madordning. Brugerne af tilbudet vil således ikke smide om sig med sprøjter eller hænge på gadehjørner i kvarteret.

Nedenfor er beskrevet hvordan en typisk dag for en bruger i herointilbuddet, der ikke er i arbejde eller jobtræning, kan forme sig:

Kl. 8.30 Ankomst kaffe og samtale med personalet, så det kan sikres, at brugeren ikke er påvirket af alkohol eller andet, der kan gøre det farligt at tage heroinen.

Kl. 9.30 Adgang til at injicering af brugerens dosis heroin i klinikken og afleverng af værktøj.

Kl.10-11 Brugeren slapper af og bliver observeret af personalet, for at sikre at dosis er korrekt og at han/hun har det godt.

Kl. 11-12-30 Brugeren har en samtale med en sagsbehandler, en psykolog eller en sygeplejerske.

Kl. 12.20-13.30 Brugeren spiser frokost i caféen

Kl. 13.30 til 16.00 Ophold i caféen, socialt samvær og brug af computer, motion med træner eller workshop i et af de kreative værksted

16.00-16-30 Dagens anden og sidste dosis heroin injiceres i klinikken

16.30- 17.00 Brugeren slapper af og bliver observeret, for at sikre at dosis er korrekt og at han/hun har det godt. Herefter kan brugeren tage hjem

Hvis en bruger har arbejde eller er i jobtræning vil vedkommende kun møde op til to gange daglig injicering af heroin med observation mv. Han/hun vil dog ind imellem deltage i sundheds og samtaletilbud.


Beslutning sendes nu i høring
Beslutningen om placeringen af lægeordineret heroin sendes i høring i Bispebjerg Lokaludvalg og blandt de berørte.


Selv om alle medlemmer af Socialudvalget er enige, om at placere behandlingstilbuddet på Tomsgårdsvej 17-19, ser udvalget frem til at høre, hvad lokaludvalget og borgerne i området samt potentielle bruger synes om placeringen.

Link til høringsportal, hvor du kan give din mening til kende. 


Fakta om lægeordineret heroin

• Det er et flertal i Folketinget, der har vedtaget, at heroinmisbrugere skal tilbydes lægeordineret heroin. Beslutningen bygger på erfaringer fra blandt andet Storbritannien, Holland, Schweiz og Tyskland.

• Partierne i Folketinget har afsat penge til ordningen. De stammer fra den såkaldte satspulje, som er reserveret svage grupper.

• Heroinen er fremstillet af en medicinalvirksomhed og købes i Schweiz. Den opbevares på et centralt lager i Storkøbenhavn, hvorfra den køres ud til kommunernes behandlingsinstitutioner.

• Når klinikken slår dørene op i begyndelsen af næste år, skønnes det, at omkring 100-120 stofmisbrugere vil takke ja til behandlingstilbuddet, som er målrettet de stofmisbrugere, som ikke profiterer af metadonbehandling

• Omkring årsskiftet ventes de første at være i behandling.

 
 
Pressekontakt 
Pressekonsulent Nils Groth
Socialforvaltningen
Tlf: 33 66 24 49 el. 28 49 08 53
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212