Otte teams skal designe fremtidens Kløvermarkskvarter

04. februar 2008

Københavns Kommune og Skanska har udpeget otte arkitektteams til at give deres bud på, hvordan Kløvermarkskvarteret bliver et visionært idræts- og byområde med boliger til alle og nye rekreative muligheder. De otte teams er bredt sammensat af arkitekter, idrætsforskere og repræsentanter fra foreninger og boldklubber, som skal belyse muligheder for at styrke idrætsanvendelsen og sikre et nyt, levende by- og boligområde på Amager.  

 

”Jeg glæder mig meget til at se otte visionære forslag fra arkitekterne, som udgør en god blanding af unge og fremadstormende og etablerede danske og udenlandske tegnestuer. I Kløvermarkskvarteret skal vi sætte nye standarder for bæredygtig byudvikling og skabe helt unikke byrum og rekreative strøg”, siger teknik- og miljøborgmester, Klaus Bondam.

 

Arkitekterne skal komme med forslag til en samlet strukturplan for hele Kløvermarkskvarteret, og en bebyggelsesplan for Kløvermarken og dele af Kløverparken.

 

Der kan placeres op mod 200.000 kvadratmeter etageareal på Kløvermarken, heraf 175.000 kvadratmeter etageareal til boliger, hvoraf en væsentlig del skal være billige boliger.

På den del af Kløverparken der er omfattet af bebyggelsesplanen kan der placeres op til 200.000 kvadratmeter etageareal, hvoraf 25-50 % skal være erhvervsetageareal.

Mulighederne for boldspil i Kløvermarkskvarteret skal bevares og styrkes i den videre planlægning.

 

”Kløvermarkskvarteret har alle chancer for at blive en unik bydel i København, hvor idræt og bolig spiller sammen på nye måder. Vi åbner området for københavnerne og skaber nye muligheder for boldspil og for at nyde adgangen til vandet. Hele København får glæde af de mange billige boliger, for vi kan ikke klare os uden boliger til kernemedarbejderne i fx politiet, på skolerne, og plejehjemmene”, siger overborgmester Ritt Bjerregaard.

 

Kent Jönsson Skanskas projektudviklingsdirektør glæder sig især over, at det store ubrugte areal mellem Kløvermarken og Øresund – Kløverparken – nu bliver åbnet op til udvikling og er en væsentlig del af arkitektkonkurrencen. Grunden har hidtil været utilgængelig for københavnerne på trods at dens centrale beliggenhed i byen.

 

”Kløverparken er oplagt at udvikle sammen med de omkringliggende områder. Det er netop sammenhængen, der gør arealerne spændende at udvikle frem for at se på områderne enkeltvis,” siger Kent Jönsson og fortsætter ”Styrken ved denne konkurrence er, at vi tænker området som en helhed, og det er derfor, vi indbyder de otte arkitektteams til at udtænke de grundlæggende rammer for området”.

 

Det samlede konkurrenceareal er på 1.400.000m2. Arealet udgøres af Kløvermarken, Kløverparken, de varige kolonihaver, området ud til Prøvestenen og industrikvarteret ved Uplandsgade. Det er en betingelse at kolonihaverne bibeholdes.

 

Konkurrenceprogrammet kan ses i morgen formiddag - tirsdag den 5. februar - på www.kk.dk/klovermarken

 

De otte arkitektteams er:

  • Tegnestuen Vandkunsten, Klar, Hausenberg, Tyréns AB, Rene Kural, Claus Beck Danielsen
  • Niras Konsulenter, Effekt, Via Trafik, Københavns Universitet, Lokale- og Anlægsfonden m.v.
  • Cobe Copenhagen, KCAP
  • SLA, 3 RW Arkitekter, Cenergia, Transform, 2+1 Idébureau, Peter Standley
  • Urban Initiatives, Make Architects, Studio Engleback og Urban Delevery
  • BIG, NORD, COWI, Topotek, Transsolar, Superflex, Help, Social Action, Institut for Fremtidsforskning, Institut for Idræt, Fodboldklubben ØKF, Københavns Boldunion
  • Henning Larsen Architects, Rambøll, Leif Hansen Ingeniører, Lisbeth Vestergaard Planning, Imitio, Dansk Idrætsforbund
  • Manuelle Gautrand, Møller & Grønborg, Kieler Arkitekter, Jens Rørbech, Institutet for Idræt ved Københavns Universitet, Futuria

 

Yderligere Information:

 

Pressechef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Eva Ziegler, mobil 26 301 425

Pressechef i Økonomiforvaltningen, Kasper Fogh Hansen, mobil 28 44 16 78

Kommunikationschef Skanska, Vibeke Troensegaard, mobil 29 641 710

 

 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212