Flere lommeaskebægere til københavnerne

Københavns Kommune gentager succesen og deler lommeaskebægere ud under Tivoli Goes Gay, Copenhagen Pride og Opera i det fri.


Sommerens jazzfestival var startskuddet på Ren By kampagnens indsats mod cigaretskodder i gaderne. Under fuld musik blev der delt tusinder af lommeaskebægere ud. De blev revet væk, så nu er der flere på vej.

En nem løsning ved hånden
”Vi vil gerne fortælle folk, at cigaretskodder er og bliver affald, og det gør en forskel, hver gang de bruger askebægeret i stedet for gaden”, fortæller Centerchef Claus Robl og fortsætter: ”Når vi har valgt at dele lommeaskebægere ud, er det fordi vi gerne vil være med til at give folk en nem løsning ved hånden i stedet for blot at pege fingre af dem. Det er ikke nogen let opgave at ændre folks vaner, men vi må starte et sted”. Der skal mere til end lommeaskebægere, for at Københavns gader bliver fri for skodder. Flere askebægere, der er til at få øje på i gadebilledet, er blandt de tiltag, der iværksættes i løbet af efteråret.

Her kan man møde en af de mange piger, der deler lommeaskebægere ud:

• Tivoli, den 11. august kl. 13.00-15.00
• Rådhuspladsen i forbindelse med den store Gay Parade, den 16. august kl. 15.00 - 17.00.
• ”Opera i det fri” i Fælledparken den 16. august kl. 16.00 - 18.00.


Man kan stadig nå at se og røre ved Ren By kampagnens 3,5 meter høje skulptur af et cigaretskod. Kæmpeskulpturen pryder Gråbrødretorv til udgangen af uge 41.

Yderligere oplysninger fås desuden ved henvendelse til
Centerchef Claus Robl, tlf.: 3366 3603, e-mail: clarob@tmf.kk.dk


Fakta om indsatsen mod cigaretskodder


Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har iværksat flere initiativer for at komme cigaretskodderne til livs.

• I juni i år tog Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam initiativ til et samarbejde med interesseorganisationer, aktører indenfor forlystelses- og restaurationsbranchen, samt cigaretproducenter, for i fællesskab at udvikle konkrete løsninger på problemerne med cigaretskodder.

• Vi er ved at klarlægge, hvor vi mest hensigtsmæssigt kan hjælpe Movia af med cigaretskodderne ved deres stoppesteder samt på turistbusholdepladser.

• Senere vil vi kontakte større københavnske arbejdspladser for at få klarlagt, hvordan de tackler problemerne med cigaretskodder.

• I efteråret 2007 satte vi askebægere i låget på 400 affaldskurve i indre by - og låg til nye affaldskurve vil alle have monteret et askebæger i toppen. Efterfølgende fik vi uddelt godt 12.500 lommeaskebægere, som bl.a. 120 beværtninger og 2 universiteter var os behjælpelige med.

• Vi er i dialog med flere af byens centrale aktører om at sætte askebægere op der hvor, der er mange rygere.

 
 
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212