Fra krig til enevælde og pragt

I 1657 erklærer Christian IV's efterfølger, Frederik III, Sverige krig. Det får den uheldige udgang, at danskerne taber alt land øst for Øresund. København ligger ikke længere midt i riget. Trods en fredsaftale fortsætter krigen. I 1659 befinder svenskerne sig uden for Københavns volde efter at have erobret det meste af Danmark. Nu står slaget om Danmarks fortsatte eksistens. Kongen og de københavnske borgere finder sammen om at forsvare byen og modstår det svenske angreb.

Kongen styrker sin position
Begivenhederne får vidtrækkende konsekvenser. Kongen styrker sin magt på bekostning af adelen, og i 1660 er københavnerne vidner til et prægtigt skue: Frederik III hyldes som den første enevældige monark på pladsen foran slottet. Borgernes belønning for så tappert at forsvare byen er meget beskeden. For megen frihed og magt strider mod kongens suveræne eneherredømme. Men der oprettes et råd på 32 borgere, som dog er underlagt den kongeligt indsatte magistrat, der består af borgmestre og rådmænd.

Administrationsbygninger opføres til det voksende bureaukrati, og borgernes liv bliver mere og mere reguleret. Der indføres et natvægterkorps, politi- og brandmesterembeder samt fælles standarder på mål og vægt. Der udarbejdes byggevedtægter og et utal af regler for byens liv.

Fransk hofliv og fornemme palæer
Store dele af den gamle middelalderby brænder i 1728, og den genopførte by er for alvor Kongens og centralstyrets København. De nye huse skal følge præcise regler for højde, materialevalg og arkitektur. Det nye slot, Christiansborg, bliver en pragtbygning, der understreger kongemagtens prestige, og her blomstrer et hofliv efter fransk forbillede.

I 1749 skænker kongen grunden til en helt ny bydel, Frederiksstaden, som indrettes med lige gader og fornemme palæer for adel og borgere. Her opføres bl.a. de fire palæer, der udgør kongefamiliens nuværende bolig, Amalienborg. Et bygningsværk, der måler sig med det bedste i Europa.