Cirka 1,5 milliarder kroner. Så meget har et flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune valgt at investere i en udbygning af byens skoler, daginstitutioner og fritidshjem. Beløbet, der er historisk stort, skal blandt andet bruges til at bygge en ny skole på Østerbro og oprette daginstitutionspladser til cirka 1.900 børn samt 420 nye fritidshjemspladser. Derudover kan otte københavnske folkeskoler se frem til at blive profilskoler efter, at der natten til mandag blev indgået forlig omkring budgettet for 2012 i landets hovedstad mellem Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre, De Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det betyder, at København fra næste skoleår vil have i alt 14 profilskoler.