Den brune rotte (Rattus norvegicus), som er den mest udbredte race i Danmark, stammer fra den Kaukasiske steppe tæt på Asien. Racen begyndte sit indtog i Danmark i midten af det 19. århundrede og i løbet af relativt få år var det den dominerende race. Én position den har vundet fra den sorte rotte, der har befundet sig i Danmark siden middelalderen og som er mest kendt for at have ført pesten med sig rundt i Europa. Den sorte rotte ses kun sjældent i Danmark, men er stadig den mest udbredte race i mere eksotiske lande som f.eks. Indien. Denne tekst handler derfor udelukkende om den brune rotte (kloakrotten). Læs mere om rotten hos det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet.
Den 3. juli 1899, sætter Københavns kommune penge af til indsamling af rottehaler.
Den første reelle rottelov fødes den 2. marts 1907. Præmiering bliver obligatorisk 10 øre for en rottehale, se foto af maskine til at klippe haler samt drengene der holder rotterne i halerne…..I løbet af 18 uger i 1899 afleveredes i København og Frederiksberg 130.718 rottehaler
De vigtigste sygdomme og bakterier der normalt forbindes med rotter er (alfabetisk):
En rottebåren parasitinfektion, som angriber centralnervesystemet som en art hjernehindebetændelse. Sygdommen skyldes en rundorm - rottens lungeorm. Rotten er reservoir for ormen, som overføres til mennesker via en mellemvært, f.eks. utilstrækkeligt kogte snegle, krabber eller rejer. Infektionen efterfølges af en voldsom hovedpine, stivhed i nakken og ryggen og forbigående ansigtslammelser kan opstå. Dødsfald kan finde sted, men er sjældne.
Lymes disease eller Borrelia skyldes spirochæten Borrelia burgdorferi, der bl.a. findes i miden Ixodes ricinus (skovflåt), der lever i naturen og bl.a. snylter på mus og rotter. Når mennesker passerer på steder, hvor miden opholder sig, kan den bide sig fast og suge blod. Fjernes miden inden for 24 timer, vil en infektion ofte kunne undgås. Sygdommen har et varierende forløb med flere forskellige stadier. I de fleste tilfælde vil smittede personer opleve hovedpine, feber, træthed samt led -og muskelsmerter. I nogle tilfælde kan infektionen brede sig til centralnervesystemet, hvorved der optræder feber, stivhed i nakken, hovedpine samt meningitis (hjernehindebetændelse). I sjældne tilfælde kan infektionen medføre ledbetændelse samt hjerteforstyrrelser.
Rotter kan være værter for mange forskellige tarmparasitter, som også inficerer mennesker. Infektionerne finder sted, når man indtager fødevarer, der er kontamineret af rottefækalier, der indeholder bændelorme æg.
Campylobacter bakterien findes i flere forskellige dyrearter, men er specielt udbredt i fjerkræ, der er det vigtigste reservoir for bakterien. Der er i de senere år herhjemme konstateret et stigende antal tilfælde af campylobacterinfektioner. Gnavere kan både være reservoir og vektor (bærer) i forbindelse med campylobacter. Infektionen i mennesker medfører almen utilpashed, diarré, mavesmerter, kvalme, opkastninger og feber. I alvorlige tilfælde kan sygdommen give ledsmerter og lammelser. Dødeligheden er lav og behandling består i væsketilførsel til patienten og eventuel antibiotikabehandling i tilfælde, hvor infektionen har spredt sig uden for tarmen.
Sygdommen, der på engelsk benævnes Tick Borne Encephalitis (deraf forkortelsen TBE), er en virusbåren sygdom, der overføres gennem bid af skovflåten (Ixodes ricinus). Værten for virusset er bl.a. mus, der smittes af skovflåter. Musene kan igen smitte nye skovflåter, når disse suger dyrenes blod. I Danmark fandtes virusset indtil 2009 kun på Bornholm, men er nu også konstateret i Nordsjælland. Jægere, skovarbejdere og andre, der færdes meget i skove er særligt udsatte for smitte. Fig. 1. Husmusen (Mus musculus) er sød at se på, men den er lige så stor en smittebærer som rotten. Sygdommen har et tofaset forløb med influenzalignende symptomer efter en inkubationstid på 7-14 dage. I nogle tilfælde kan der udvikles meningitis efter nogle få dage eller ugers forløb. Ca. 1/3 af de smittede kan efterfølgende få vedvarende mentale eller neurologiske følger af forskellig art. Dødeligheden er ca.1-2 %.
Hantavirus er vira, der er knyttet til forskellige gnaverarter, herunder mus og rotter. Smittekilden er virus fra gnavernes fækalier, spyt og urin, der bl.a. hæfter sig på støvpartikler, som derefter kan indåndes af mennesker. Hantavirus forårsager det, man betegner hæmoragisk feber kaldet HFRS (Hemorrhagic Fever with Renal Syndrome) eller på dansk: Blødningsfeber med nyresyndrom. Sygdommen omfatter en gruppe af klinisk ens sygdomme forårsaget af hantavira fra familien Bunyaviridae. Sygdommen findes over det meste af verden og optræder i forskellige mere eller mindre alvorlige udgaver. En infektion med hantavirus viser sig i første omgang ved høj feber, hovedpine, kvalme, opkastninger samt mave- og rygsmerter. Senere kan der optræde nedsat blodtryk, chok og vævsblødninger. I den alvorlige udgave af sygdommen ses der stor dødelighed, bl.a. i USA, hvor der er registret mere end 100 tilfælde af sygdommen med dødelig udgang. Smittekilden er her brandmusen (Apodemus agrarius). I Europa kendes sygdommen fra bl.a. Balkan (Dobrava virus, der har halsbåndmusen (Apodemus flavicollis) som vært) samt i Skandinavien (Puumala virus, der har rødmusen (Clethrionomys glareolus) som vært). I sidstnævnte region har sygdommen, der også kaldes Nephropathia Epidemica, et langt mildere forløb og næppe dødsfald på samvittigheden. Sygdomme forårsaget af Hantavirus er i stigning på verdensplan. Sygdommen kan ikke behandles.
Leptospirose er helt sikkert den vigtigste og alvorligste rottebårne sygdom i Danmark. Undersøgelser rundt om i verden, også i Danmark, har vist at procentdelen af inficerede rotter er meget variabel: fra ingen helt op til 70-100%. Sygdommen er uden tvivl den enkeltfaktor, der har været mest bestemmende for, at vi i Danmark har en offentlig rottebekæmpelse.Rotters urin og efterladenskaber, kan fremkalde en ofte dødelig sygdom kaldet Weils syge. Det er ikke alle rotter og mus der er smittebærere, men de dyr der er inficerede, udskiller leptospirer med urinen, der herfra kan forurene overfladevand eller kloakvand. I urin overlever leptospirer normalt ikke mere end timer uden for værten, men kan i vand og meget fugtig jord og under de rette forhold af temperatur, surhedsgrad mm. overleve i månedsvis. Fødevarer der ikke er af sugende materialer, f.eks. konserves dåser, kan rengøres mens sugende materialer, såsom poser med mel og andet skal kasseres, idet at de kan have optaget rotteurinen.Smitte sker ved direkte hudkontakt med forurenet vand eller ved direkte håndtering af et inficeret dyr (slagtning mm). Leptospirer inficerer mennesket gennem små rifter i huden, gennem macereret, men intakt hud (vaskekonehænder) og gennem slimhinder.Kendetegnene på Weils syge er for det meste Influenza lignende. Symptomerne er oftest feber, kulderystelser, hovedpine, der kan have meningitislignende karakter og evt. kvalme og opkast. Desuden ses der hos patienter med leptospirose hyppigere end ved andre sygdomme udtalte muskelsmerter specielt i læg og lændemuskulaturen og konjunktival blødning.
Listeria monocytogenes forårsager sygdommen listeriose, der også, som de to foregående sygdomme, er fødevarebåren. Mus og rotter er i et vist omfang bærere af bakterien, der kan forårsage akut blodforgiftning og meningitis (hjernehindebetændelse). Sygdommen, der er ret sjælden i Danmark, kan for f.eks. ældre eller svagelige være livstruende.
Pest skyldes en infektion af bakterien Yersinia perstis, som via rottelopper overføres fra gnavere/rotter til mennesker. Der er tale om 2 slags pest: byldepest og lungepest. Inkubationstiden for byldepest er 2-6 dage. Symptomerne er hurtig optrædende feber, kulderystelser, hovedpine, generelle smerter og ubehag, samt smertefulde opsvulmninger af lymfeknuder i lysken, i armhulerne eller i nakkeregionen. Der kan også optræde blødninger i huden. Når blodet størkner under huden, bliver det sort (heraf navnet "Den Sorte Død", der omkring år 1350 medførte døden for 1/3 af Europas befolkning). Spredningen fra menneske til menneske eri denne fase relativ langsom. Dødeligheden i ubehandlede tilfælde ermeget høj, ca. 50-75%. En tidlig behandling med antibiotika er stort set 100 % effektiv.Invaderer bakterierne patientens lunger, optræder den anden form for pest: Lungepesten. Personer med lungepest kan smitte andre personer direkte. Der kræves ingen rottelopper for at overføre smitten. Inkubationstiden for lungepest er 2-4 dage. Mennesker med denne form får hurtigt høj feber, hoste og vejrtrækningsbesvær og med mindre der sættes meget hurtigt ind med en behandling, er dødeligheden næsten altid 100%.
Ved rotte-plettyfus, også kaldet murin tyfus eller loppebåren tyfus, kan der på femte eller sjette dag optræde plettet udslæt. Feberen og sygdommen varer ca. 14 dage, med mindre patienten behandles med antibiotika. Dødeligheden er lav,omkring 2%, men den tiltager med alderen. Rotte-plettyfus findes hovedsageligt i de varmere dele af verden og infektioner af mennesker, ses hyppigst i byområder med indendørs bestande af gnavere, mens infektioner er mere sjældne på landet.
Pga. risiko for infektioner er rottebid som alle andre bid af dyr, farlige og rottebid kræver altid en lægelig behandling, stivkrampevaccination etc. Men rottebid kan desuden kompliceres ved, at der ved biddet kan overføres bakterier. "Rottebidfeber" dækker over to forskellige sygdomme, der i det ene tilfælde ("Haverhill feber") forårsages af bakterien Streptobacillus moniliformis og i det andet af spirochæten Spirillum minor. De to sygdomme er klinisk ret ensartede og kan begge behandles med antibiotika. Inden for 10 dage efter biddet optræder der kulderystninger i forbindelse med høj feber efterfulgt af udslæt, som regel på ben eller arme. Leddene kan svulme op, blive røde og ømme og i værste tilfælde kan der optræde hjertehindebetændelse og dødsfald. Infektion af Spirilum minor ligner Haverhill feber, men der er ikke ledsmerter og udslættet er noget anderledes. Inkubationstiden er længere, 1-3 uger. I ubehandlede tilfælde kan dødeligheden være op til 10%.
Rotter og mus kan også sprede Salmonella bakterier, hvorfor man skal smide madvarer, der har været i kontakt med de små gnavere, ud med det samme. Fødevarer der ikke er af sugende materialer, f.eks. konserves dåser, kan rengøres. Smiten til mennesker sker normalt gennem vand eller fødevarer kontamineret med fækalier fra inficerede rotter.
Huskatten er oftest den der spreder denne sygdom. Hos mennesket er forekomsten af antistoffer mod parasitten meget høj og kliniske symptomer er sjældne. Infektioner i graviditeten kan medføre meget alvorlige fosterskader, med både mentale og fysiske handicap til følge. Hovedkilden til smitte er utilstrækkeligt kogt kød forurenet af katte. Selv om katte er den største smittebærer for sygdommen, kan gnavere/rotter også have betydning. Flere undersøgelser viser at rotter ofte er inficeret med Toxoplasma gondii. Katte kan derfor ganske givet blive inficerede, når de æder inficerede rotter og mus og derved får gnavere også en vis betydning.
Undersøgelser har dokumenteret, at gnavere også er bærere af Yersinia enterocolitica bakterien, der kan forårsage akut maveinfektion (yersiniose) hos mennesker såsom diarré, utilpashed, ondt i maven, kvalme, opkastning og feber. Bakterien er udbredt blandt svinebesætninger og kan med inficerede svin overføres til mennesker. Infektionen hos mennesker varer sædvanligvis nogle dage og går oftest over af sig selv. Dog kan der især hos voksne smittede i nogle tilfælde forekomme hævelse og ømhed af leddene og eventuelt hududslæt, der kan vare i op til flere uger eller år.
Udover disse kan en række bakterier, svampe, virus og parasitter spredes via rotter, selvom det kan være sjældent forekommende. Her kan nævnes bakterier: tularæmi/haresyge og lungebetændelse. Virus: rabies/hundegalskab og mund- og klovsyge. Parasitter: toxoplasmose og levercapillæriasis i Sydøstasien og andre lande.
Hvis du vil vide mere om smittefarerne ved rotter og mus, kan læse om det på Statens Serum Instituts hjemmeside.Nogle mennesker kan også få allergisymptomer ved direkte kontakt (nældefeber, rottehalerødme og håndeksem) og nogle spredt via luften (snue, røde øjne og astma).
Når man opdager at man har haft mus eller rotter på besøg, bør man gøre grundigt rent, for at undgå sygdom. Først og fremmest bør man bruge gummi handsker til al form for rengøring. Der bør bruges et godkendt desinfektionsmiddel, såsom Rodalon eller Klorin der kan købes i de fleste detailhandler, men en god sæbeblanding kan i nogle tilfælde også gøre det. Omfanget af rengøringen kan variere, men det anbefales at rengøre på alle vandrette og lodrette flader, da rotten er en fremragende klatrer og den efterlader urin og bakterier hvor den færdes. Derfor er det ofte bedre at gøre for meget rent, end for lidt.Er der tale om en større infestation af rotter, kan det godt betale sig at hyre et professionelt firma.Hvis du vil vide mere om rengøring efter skadedyr, kan du i Vejledningen fra Naturstyrelsen læse om det i afsnit 14.
Rottens fortid, som et slettedyr der levede i huler under jorden, er årsagen til at den i dag primært lever i vort kloaksystem. I takt med, at man fik lukket kloakkerne, gemte rotterne sig fra mennesker og andre fjender, i disse færdiglavede gange, som appellerede til rottens instinkt.Hvor mange rotter, der bor i en by som København, vides ikke med sikkerhed. Det kan dog konstateres, at der er nøjagtig så mange rotter, som der er plads til. Derfor udnytter rotten også de huller og sprækker, der er i kloaksystemet, til at finde nye redepladser. Det er som følge af denne søgen, at rotten finder op til overfladen og ind i vore hjem.
I Københavns kommune bekæmper vi udendørs rotter med Antikoagulerende bekæmpelsesmidler. Rotten dør derfor af indre blødninger. Det kan virke både ondskabs- og smertefuldt, men er det bedste alternativ i forhold til rottens adfærd. Rotter er meget forsigtige dyr og derfor smager de blot på maden, første gang de møder den. Bliver de syge af maden, vil de ikke røre den igen. Dette giver os to muligheder - enten bekæmper vi med et bekæmpelsesmiddel, der er meget kraftigt og hurtigtvirkende, men som også medføre stor fare for omgivelserne, eller også anvender vi, som nu, et langsomt virkende bekæmpelsesmiddel, der kun er til stor fare for rotter og mus. Skulle der ske uhensigtsmæssige forgiftninger, fx hunde og katte, er der tid til at henvende sig til dyrlægen og få den rette modgift, som ofte er ganske normal K1-vitamin.
Indendørs bekæmpes rotter, altid kun med fælder eller ruser.
Mange har den opfattelse at resistens opstår ved, at rotter spiser mange små mængder gift, og at deres immunforsvar derved udvikler resistens. Dette er ikke rigtigt. Resistens, overfor bekæmpelsesmidlerne, skyldes en genfejl. Resistente rotter er også svagelige og aflives almindeligvis af deres fæller. Sker det, at man anvender for megen gift, f.eks. ved en aggressiv indsats i kloaksystemet, udrydder man de ikke-resistente rotter og tilbage står der nogle få resistente rotter, som begynder at formere sig med hinanden og dermed spredes genfejlen. Det er derfor kun ved en velovervejet anvendelse af bekæmpelsesmidler, at man undgår resistens. I Københavns Kommune er der indtil videre kun konstateret 1 enkelt rotte med resistens.
