Mål for renholdelse i 2015:
Affald i offentlige gader vil være fjernet inden 8 timer (Miljømetropolen, 2007).
Rene gader og pladser er med til at skabe trivsel og tryghed for både borgere og besøgende i København. En måling af renholdelsesstandarden i seks europæiske hovedstæder placerer København nederst, mens Madrid ligger i toppen. Målingen blev lavet i september 2010, og renholdelsen blev i hver hovedstad målt i alt 200 steder i de centrale bykerner. På en skala fra 1 til 5 opnår København et gennemsnit på 4,1, mens Madrid ligger i toppen med 4,5. Forskellen på 0,4 point giver København en god chance for at nå målet om at være Europas reneste hovedstad i 2015.
Forudsætningen er dog, at København overkommer centrale forhindringer i form af især københavnernes afslappede holdning til henkastning af affald, nedslidte belægninger og byudstyr, cykler der roder og vanskeliggør renhold samt for dårlig afskærmning og oprydning ved byggerier og vejarbejder. Herudover er flere store fester og arrangementer i byen en særlig udfordring. Kommunen vil de kommende år især fokusere på to områder. Dels skal den fleksible renholdelse, hvor byen gøres ren ud fra en daglig vurdering af behovene, optimeres. Dels skal indsatsen for at involvere og påvirke adfærden hos borgere og erhvervsliv styrkes, så by, borgere og erhvervsliv i langt højere grad bliver fælles om renholdelsen af København. Kommunen indgår derfor partnerskaber med en række organisationer og gennemfører en Ren By kampagne til og med 2013.
Kommunen vil sikre, at målet om, at affald i offentlige gader er fjernet inden 8 timer, nås i løbet af 2011. Dels ved i Indre By og andre særligt belastede områder at fjerne affald inden for 8 timer alle ugens dage. Dels ved i forbindelse med borgeres henvendelser fx på www.kk.dk/givosetpraj om grovere tilfælde af henkastet affald at fjerne affaldet inden for 8 timer overalt i kommunen. Generelt sikres otte-timers reglen ved, at renholdelsen af byen foregår 19 timer i døgnet alle ugens dage.