Københavns Miljøregnskabs Banner - Dreng på cykel

Nedbringelse af pesticidforbruget

Forbruget af pesticider skal så vidt muligt undgås så grundvand, mennesker og byens natur beskyttes.

 

Mål for brug af pesticider:

 
  • I 2013 er andelen af private haveejere, der bruger kemiske ukrudtsmidler, halveret i forhold til 2003 (Plan for Teknik- og Miljøforvaltningens indsats for reduktion af pesticidforbrug på private arealer i kommunen, 2008)
     

  • Vi vil ikke anvende pesticider på kommunale arealer, og vi vil gøre en målrettet indsats for, at borgere og virksomheder og landbrug ikke bruger pesticider (Green Cities, 2008)

 

Kommunen går foran

Kommunen har for snart mange år siden besluttet, at brugen af sprøjtemidler på byens offentlige arealer skulle stoppe, og 2007 blev første år uden brug af plantebeskyttelsesmidler. I 2008 var der et ganske beskedent forbrug på en liter. Og i 2009 og 2010 undgik kommunen igen helt at bruge pesticider.
 

Beslutning om at afvikle kommunens eget pesticidforbrug er bl.a. stadfæstet i kommunens aftaler fra 1998 (fornyet 2007) med Miljøministeriet, og aftalen med de øvrige kommuner i Vestegnens Vandsamarbejde fra 2005.
 

Særlige udfordringer kræver særlige løsninger

En meget stor udfordring har været at finde en måde at bekæmpe bjørneklo på uden brug af Roundup, men det er lykkedes. En anden udfordring opstod i 2008, hvor der ved udskiftning af nogle gadetræer skulle slås poppelrødder ihjel. Her gav Teknik- og Miljøudvalget tilladelse til at anvende 1 liter Roundup. Fremover vil der komme nye udfordringer og nye invasive arter og klimaforandringer vil kræve nye løsninger.
 

Det private forbrug skal halveres

19 % af haveejerne i København anvender pesticider viser kommunens seneste undersøgelse fra 2009. I 2003 anvendte 13 % af haveejerne i Vanløse pesticider. Det indikerer, at det går den forkerte vej i forhold til et mål om en halvering af pesticidforbruget frem til 2013.
 

Stigende forbrug på landsplan

Miljøstyrelsen har løbende undersøgt forbruget hos private på landsplan. Forbruget er fra 2002 til 2007 steget med ca. 46 %. Denne stigning svarer til stigningen i antallet af pesticidbrugere i København i perioden fra 2003 til 2009. Hvis det skal lykkes at få nedbragt forbruget i København skal kommunen altså også være i stand til at imødegå den generelle tendens på landsplan.
 

Da det stadig er lovligt at bruge en række plantebeskyttelsesmidler, er information og kampagner det redskab, kommunen kan benytte sig af.
 

Fordele og overkommelige alternativer

Pesticider bruges primært, fordi det er den nemmeste måde at bekæmpe ukrudt og skadedyr på. Kommunens har spurgt haveejerne, hvad de tror, kan få dem til at stoppe brugen af pesticider. Haveejerne svarer, at de især ønsker overkommelige alternativer. Informationen skal derfor fokusere på de lettest tilgængelige alternativer til pesticider. Fordelene ved at holde haven giftfri skal også fremhæves; større artsrigdom, bedre grundvand og renere afgrøder.
 

I 2008, 2009 og 2010 gennemførte kommunen kampagner for gode alternativer til pesticider rettet mod kommunens haveejere og siden sommeren 2009 har alle kunnet få besvaret konkrete havespørgsmål via postkassen giftfrihave@tmf.kk.dk.

 

Øvrige mål for brug af pesticider

 

  • Brugen af plantebeskyttelsesmidler på offentlige arealer skal afvikles (Aftale mellem miljøministeren, Danske Regioner og KL om fortsat afvikling af brugen af plantebeskyttelsesmidler på offentlige arealer, marts 2007)

 
Sidst redigeret 03/11 - 2011
 
Henvendelse Henvendelse
Københavns Miljøregnskab
Teknik- og Miljøforvaltningen
E-mail: miljoe@tmf.kk.dk
For flere oplysninger
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212