Når sneen falder, er det vigtigt, at den fjernes så hurtigt som muligt fra fortove og veje.
Som grundejer skal du rydde sne og salte eller gruse på gangarealerne, altså fortove, stier og trapper ud for din grund. Pligten omfatter de første ti meter fra ejendommens skel. Ved gågader og lege- og opholdsarealer gælder det dog kun de første 2,5 meter fra huslinjen. Er der inden for de ti meter en vej eller en cykelsti beregnet til andre end dem, der har et ærinde i ejendommen, skal du som grundejer kun rydde mellem ejendommen og dette areal.
Ligger din grund ud til en privat fællesvej, skal du sørge for, at kørebanen bliver ryddet ud til midten af vejen. Som grundejer på en hjørnegrund skal du også rydde og gruse/salte overkørslen fra den ene vej til den anden. Se om din vej er offentlig eller privat.
Fortovet skal ryddes i hele sin bredde - eller i mindst to meters bredde – og er der isglat på fortovet, skal du hurtigst muligt strø salt eller sprede grus.
Hvis der er plads, skal sneen samles i en vold på fortovet langs rendestenen. Er fortovet for smalt, skal du samle sneen langs rendestenen på kørebanen. Hvis vejen har en cykelsti, der er bredere end to meter, skal du samle sneen på cykelstien ved rendestenen langs fortovet. Hvis cykelstien er smallere, skal sneen samles langs rendestenen på kørebanen.
Undgå at placere sneen på steder, som gør det besværligt for andre. Fx ud for busstoppesteder, fodgængerovergange eller på gadehjørner, hvor det er naturligt at krydse gaden. Sneen må heller ikke samles op ad træer, brandhaner, elfordelerskabe eller installationer til trafikregulering.
Det er vigtigt, at du sørger for at rydde et hul i snevolden, så skraldemanden kan komme igennem med affaldsbeholderne. Dette gælder også ved snevolde, der er opstået, når kommunen rydder kørebanen og cykelstien for sne.
Du kan påføres erstatningsansvar ved uheld, hvis ikke du har sørget for, at der er ryddet sne og saltet eller gruset ud for din grund.