Egne forudbestemte ønsker

Det er en stor hjælp for de efterladte, hvis der efter den afdøde foreligger bestemmelser om, hvordan bisættelsen skal foregå. I grunden skylder vi hinanden at træffe bestemmelse om dette, så de efterladte ikke også, foruden sorgen og savnet, skal have bekymringer over, hvorvidt de nu ordner tingene således, som afdøde ønskede det.

Den bedste og sikreste måde at sørge for dette er at nedfælde bestemmelserne i et testamente oprettet for notaren, dvs. en dommerfuldmægtig i byretten, normalt i skifteretten. Det gøres i to eksemplarer, hvoraf det ene opbevares hos det offentlige; det andet et kendt sted hos en selv, en nær pårørende eller en god ven.

Det er dog tilstrækkeligt at nedfælde sine ønsker om bisættelse, gravsted m.v. på et papir, som lægges på et let tilgængeligt og forud aftalt sted.

Endelig kan man også mundtligt give udtryk for sine ønsker, men derved risikerer man, at der opstår tvivl om, hvad det egentlig er, der skal ske.

Under alle omstændigheder har de efterladte pligt til at følge afdødes ønsker, og herunder bør man undersøge, om der foreligger testamente. Er afdøde medlem af begravelseskasse el.lign., må denne underrettes om at træffe de fornødne foranstaltninger. Hvis afdøde har meldt sig som transplantationsdonor og/eller testamenteret sig til videnskabelig forskning, skal dette respekteres. Principielt skal afdødes ønsker følges, når blot de ikke strider mod gældende lov, og når de er i overensstemmelse med sædvanlig skik og brug.

Hvis afdøde ikke har givet udtryk for sine ønsker, skal den, der har påtaget sig at ordne begravelsen, forsøge at træffe bestemmelserne efter bedste overbevisning - og vil med sin underskrift på dødsanmeldelsen bekræfte, at bestemmelserne ”efter min bedste overbevisning ikke er i modstrid med afdødes ønsker”.

Men som sagt: Et papir i hånden er bedre end ti mundtlige udsagn.