Som en del af projektet Metropolzonen, der har som mål at samle Københavns centrum til et unikt storbyhjerte, skal Vesterbro Passage omdannes til et attraktivt og samlet byrum.Vesterbro Passage er i dag et stort og lidt nedslidt byrum, der primært fungerer som transitrum. Stedet er præget af ”midlertidige løsninger”, der blev foretaget for over 40 år siden, da sporvognene skulle erstattes med busser. Men det er samtidig et sted med en historisk forankring, midt på de gamle voldes afgrænsning mellem byen og brokvarterene. Derfor er der også blevet kigget tilbage i tiden, som inspiration til at udnytte rummets store potentiale og skabe et samlet byrum, præget af træer og velkendte elementer som f.eks. Københavner-bænken.
Fodgængerne skal prioriteres på langs af gaden, der har et af byens største fodgængerflows fra Hovedbanegården til Rådhuspladsen, men også på tværs af gaden, hvor der kan skabes bedre sammenhæng mellem de to fortove - og også med Axeltorv og Tivolis Hovedindgang.Vesterbro Passage er både en vigtig cykelforbindelse og en destination i sig selv, og cyklisterne skal derfor prioriteres. Cykelparkering skal indarbejdes i udformningen af byrummet, der i dag er præget af cykelkaos, især foran Tivolis hovedindgang.Der skal samtidig etableres opholdsmuligheder, både i form af siddepladser og mødesteder, men også som plads til udeservering eller anden aktivitet.Der skal fortsat være plads til både bil- og bustrafik i begge retninger. Vesterbro Passage vil, også når Cityringen kommer til Rådhuspladsen, fortsat være et bindeled til Hovedbanegårdens kollektive trafikknudepunkt. To kørespor i hver retning vil være tilstrækkeligt til at afvikle trafikken.
Projektet indeholder strækningen fra H.C. Andersens Boulevard til Bernstorffsgade, men der er lavet projektforslag for hele strækningen, frem til Trommesalen/Helgolandsgade, da man ønsker at sammentænke hele strækningen til et samlet byrum. På nuværende tidspunkt er der dog kun midler til nærværende projekt, men der bliver ansøgt om midler til at udføre hele strækningen.
Projektforslaget bliver sendt til høring i Vesterbro og Indre By lokaludvalg i marts/april 2012.Detailprojektet (hovedprojekt) pågår fra april til august 2012.Anlægsarbejdet forventes opstartet i oktober 2012 og forventes afsluttet ved udgangen af 2013.
Projektets samlede budget er på 31 mio. kr. Heraf betaler Københavns kommune de 25 mio. kr. og Dansk Industri de resterende 6 mio. kr.
Relaterede projekter Læs om Scalagrunden Læs om Vester Voldgade Læs om Cityringen