Projekteringen af de forberedende arbejder(forstærkning af øverste dæk og udskiftning af fugtmembran) er sendt i udbud. I midten af maj skal entreprenørerne afgive pris, hvilket betyder, at vi kan begynde de forberedende arbejder på pladsen i løbet af juni måned. Parkeringskælderen har en udstrækning der går ud i Vendersgade og Linnésgade, hvilket betyder at noget af Vendersgade bliver inddraget i byggepladsen. Vendersgade indsnævres, men vil stadig være åben for trafik. Linnésgade afspærres helt i byggeperioden fra juni 2012 til årsskiftet 2013/14. De forberedende arbejder forventes afsluttet i oktober 2012, hvorefter arbejdet med selve pladsprojektet kan påbegyndes i november 2012 og forventes afsluttet ved årsskiftet 2013/14. Der vil der blive opsat lukket hegn omkring hele pladsen, enkelte steder etableres små vinduer så arbejdet kan følges.
Israels plads skal være et sammenhængende byrum, der forbinder Torvehallerne, plads og parkanlæg i et tidssvarende byrum, som udnytter pladsens unikke beliggenhed og udfordrer tankerne om, hvilke aktiviteter der kan foregå mellem metropolen og boligbyen.Den nye plads skal være åndehul og frirum til udfoldelse og ophold for gående, løbende, legende og siddende. Pladsen bliver udformet ud fra en skulpturel tankegang, hvor fladen er hævet 30 cm over den eksisterende plads og de omkringliggende gader, og er tænkt som et slags gulv – eller et flyvende tæppe. Tæppet eller fladen fungerer som en stor opholds-, lege- og aktivitetsplads. På fladen er skabt særlige udfordringer og faciliteter, der skaber rum for ophold, leg og boldspil. Eksempelvis i form af opholds-nicher med bænke under trægrupper, en forsænket grøn opholdsoase ved N. Zahles Skole, samt arealer for boldspil og leg på et underlag af asfalt- og gummibelægning.Pladsens overgang til Ørstedsparken har fået særlig opmærksomhed i forslaget. Vi ønsker på én gang at etablere en klar afgrænsning mellem plads og park, og stadig sikre sammenhæng og adgangsmuligheder herimellem. Det opnår vi ved en ”overlapning” på syv meter, hvor pladsen forskydes ud over parken, dog uden at pladsen berører parken.Nedenfor kan du se projektforslaget og det reviderede projektforslag. Ændringerne består i at adgangen til parkeringskælderen fastholdes, alle trappeopgangene fastholdes som adgang fra/til parkeringsanlægget, og træerne placeres over søjler. Se projektforslaget ”Det flyvende tæppe” (Skærmudgave pdf)Se det reviderede projektforslag (pdf)
Vi forventer at kunne udføre det forberedende arbejde på pladsen fra foråret 2012, og at projektet står færdigt omkring årsskiftet 2013-2014.