Søruten Etape II

Gående og cyklister langs søerne bliver adskilt. Således kan alle færdes trygt omkring søerne, hvad end stierne bruges som en hurtig rute gennem byen eller til rekreative formål.




Læs om de forskellige projektfaser.


Cyklende og gående langs søerne

Projektet er en opfølgning på det oprindelige Sørute projekt, som blev gennemført i 2008. Ved den lejlighed blev der etableret en cykelrute langs søernes vestlige bred.

Søruten har i sin levetid været en succes, som mange cyklister dagligt bruger. Denne succes har imidlertid givet nogle udfordringer i forhold til samfærdslen imellem fodgængere og cyklende, som det nuværende projekt, Søruten II, skal forsøge at imødekomme.


Sørute projektet

I den oprindelige indstilling lå der et løfte om at gå videre med Sørute projektet, når det automatiske parkeringsanlæg på Nørre Allé var indviet. Formålet med at afvente indvielsen af p-anlægget var bl.a. et ønske om at anlægge cykelstier på Sortedam Dossering, hvilket ville medføre en reduktion i antallet af p-pladser på 108 stk. P-anlægget blev indviet i juni 2010, og projekt "Søruten etape II" blev startet med det formål at eksekvere resten af projektet fra 2008.

Med udgangspunkt i tilbagemeldinger fra Sørutens brugere, lokaludvalgene i de kvarterer søruten kører igennem og kommunens egne trafikeksperter har projektet dog fået en anden udformning end det lå i beslutningen fra 2008.

I stedet for at etablere cykelstier på hele Sortedam Dossering koncentrerer vi indsatsen på at forbedre nogle af de trafikale knudepunkter, der i Sørutens levetid har vist sig at være særligt problematiske.

Søruten etape II udfører projekter på følgende seks steder:


 

Tid

Vi forventer at projektet er færdigudført i løbet af foråret/forsommeren 2012.


Økonomi

Projektet finansieres af overskydende midler fra det oprindelige Sørute projekt.


Lokaliteterne

Kampmannsgade
Krydsningen af Kampmannsgade forbedres ved at etablere slisker på trappen, således at det bliver lettere at få cykelen eller barnevognen op til promenaden.

Baggesensgade
Krydsningen ved Baggesensgade og tilkørslen til tunnelen under Nørrebrogade forbedres ved bl.a. at føre cykelstien i gennem, således at cyklister fra nord ikke skal krydse Peblinge Dossering når de kommer op fra tunnelen, for 20 m. senere at skulle krydse den igen for at komme ind på cykelstien. Fodgængernes forhold forbedres ved at etablere fortove og det gøres lettere for de to trafiktyper at placere sig rigtigt i forhold til hinanden.

Dronning Louises bro – Sankt Hans Gade
På strækningen i mellem Sankt Hans Gade og Dronning Louises Bro foreslår forvaltningen at etablere en dobbeltrettet cykelsti.

I dag ledes cyklister fra Søruten ud på Sortedam Dossering i en skrå vinkel. Vinklen gør det muligt for cyklisterne at forlade og entrere sørute-stien i høj fart, og dermed risikerer de at overse eller blive overset af andre trafikanter; gående, cyklende og kørende.

Ved udmundingen i Sankt Hans Gade er oversigtsforholdene for cyklister og gående dårlige, samtidigt med at pladsforholdene er begrænsede, da der her er udeserveringsareal for Caféen på hjørnet af Sankt Hans Gade og Sortedam Dossering.

Etableringen af en dobbeltrettet cykelsti vil medføre, at der skal omplaceres 39 p-pladser. Belægningsprocenten for parkering ligger højt omkring Sortedam Dossering - specielt i aftentimerne. Nedlæggelse af pladserne vil derfor være mærkbart for beboerne i området. Nærområdet er undersøgt for erstatningspladser, men det har kun været muligt at finde få af dem tæt på, 35 af erstatningspladserne er således fundet i Arresøgade ca. 1,5 km fra, hvor de nedlægges. Ifølge belægningsprocenterne i nærområdet er der dog flere ledige eksisterende pladser på Nørre Allé, end der nedlægges på Sortedam Dosseringen.

Syd for Fredensbro
Syd for Fredensbro sker tilslutningen til tunnelen, der fører under Fredensbro på et meget smalt stykke sti. Samtidig er afmærkningen uklar med hajtænder i hele stiens bredde, hvilket signalerer, at cyklister der kommer sydfra, ikke må benytte stien. Afgrænsningen mellem fortov og cykelsti udgøres af en hvid stribe, og fortovet er også meget smalt. Disse forhold fører til, at cyklisterne let kommer til at køre op på fortovet, og fodgængerne kommer til at færdes på cykelstien. Vi planlægger at gøre cykelstien bredere i krydsningen og lave et rigtigt fortov til fodgængerne, som afgrænses mod cykelstien af en kantsten. Samtidigt skal vejmarkeringen gøres mere klar i forhold til, hvordan cyklisterne skal placere sig.

Nord for Fredensbro
Nord for Fredensbro sker udkørslen fra stien til Sortedam Dossering på et stykke sti, der er så smalt, at to cyklister ikke kan passere hinanden. Samtidig sker udkørslen i en vinkel, der medfører, at cyklister ofte vil køre ud på Sortedam Dossering uden at stoppe og orientere sig. Vi planlægger at øge bredden af cykelstien og ændre den vinkel, hvormed tilkørslen til Sortedam Dosseringen sker, så den fremover foregår vinkelret på Sortedam Dossering, hvilket vil sænke hastigheden og forbedre overblikket for cyklisterne.

Helgesensgade
Ved hjørnet af Sortedam Dossering og Helgesensgade er oversigtsforholdene dårlige samtidigt med, at vigepligtsforholdene ikke er veldefinerede i mellem cyklende og gående. Det skaber utrygge situationer, hvor cyklende fra nord ikke kan se fodgængere fra Helgesensgade, før de står på cykelstien. Vi planlægger at lade fortovet fra Helgesensgade mod søen blive gennemskåret af cykelstien med et lille niveau spring, hvorved prioriteringen imellem cyklister og fodgængere afklares. Samtidig ændres den vinkel, hvormed tilkørslen til Sortedam Dosseringen sker for cyklister, så den fremover foregår vinkelret på Sortedam Dossering, hvilket vil sænke hastigheden og forbedre cyklisternes overblik.

 
Sidst redigeret 19/04 - 2012
 
Spørgsmål til projektet Telefon
Projektleder Jens Løwe
Tlf: 33 66 35 22
E-mail: anlaeg@tmf.kk.dk
Teknik- og Miljøforvaltningen
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212