Foto af facaden på Nørrebrogade 118 / Fyensgade 1

Usunde eller brandfarlige boliger (kondemnering)

Københavns Boligkommission


Københavns Boligkommission fører tilsyn med boliger, der kan tænkes at være sundhedsfarlige eller brandfarlige at bo i - uanset ejerform.

 

Som eksempler kan nævnes:

  • Kælderboliger med fugt i de murede vægge i og omkring boligerne.
  • Boliger i stueetage med de samme fugtproblemer.
  • Boliger med indeklimaproblemer (f.eks. skimmelsvamp).
  • Boliger, hvor wc deles mellem flere husstande.
  • Boliger med dårlige brandsikringsforhold, herunder adgang til trapper gennem fællesgang.
  • Generelt nedslidte og meget dårligt vedligeholdte boliger.


Påbud om afhjælpning af sundheds- eller brandfare

Boligkommissionen kan meddele påbud om at gennemføre foranstaltninger til afhjælpning af faren, hvis det ud fra en samlet økonomisk og bebyggelses-, brand- og sundhedsmæssig vurdering anses for rimeligt.

 

Forbud mod beboelse i usunde eller brandfarlige boliger (kondemnering) Boligkommissionen kan nedlægge forbud mod beboelse i usunde eller brandfarlige boliger, og skal så genhuse beboerne i en bedre bolig.

 

Genhusning
Det offentlige betaler flytteudgifterne og - hvis den ny husleje bliver større - hjælp til nedsættelse af lejen over en 10-årig periode.

 

Økonomisk tilskud
Ejere af ejerboliger og andelsboligforeninger/andelshavere kan søge om et økonomisk tilskud, hvis et forbud mod beboelse medfører en værdiforringelse.

 

Prioriteringsforbud
Forbud mod beboelse medfører et prioriteringsforbud. Boligkommissionen skal således godkende optagelse af lån i ejendommen m.v.

 

Deklaration
Prioriteringsforbudet kan undgås ved - i samarbejde med Boligkommissionen - at oprette en privat deklaration med samme indhold som forbudet.

 

Forslag til ombygning efter et forbud mod beboelse
Ejendommens ejer har inden for en frist ret til overfor Boligkommissionen at fremsætte et forslag til ombygning. Ombygningen skal medføre en væsentlig forbedring af forholdene.

 

Boligkommissionen
Boligkommissionen er et bredt sammensat udvalg, valgt af Københavns Borgerrepræsentation med 3 politikere, 4 teknisk sagkyndige, 1 lejer- og 1 grundejerrepræsentant.

 

Henvendelse til Boligkommissionen
Enhver kan henvende sig til Boligkommissionen og få:

  • Vejledning om sundhedsfarlige og brandfarlige boligforhold.
  • Vejledning om konsekvenserne, hvis Boligkommissionen behandler en ejendom.
  • Vejledning om konsekvenserne for en ejendom med et påbud om afhjælpning af faren eller et forbud mod beboelse.
  • Oplysning om, hvorvidt Boligkommissionen på en bestemt ejendom har meddelt et påbud om afhjælpning af fare eller nedlagt et forbud mod beboelse.

Grundlaget for Boligkommissionens arbejde findes i byfornyelsesloven (Kap. 9 i lovbekendtg. nr. 146 af 24. februar 2009).

Det daglige arbejde varetages af Center for Bydesign, Byfornyelsesområdet.

Læs mere om genhusning 

 
Sidst redigeret 28/11 - 2011
 
Henvendelse Telefon
Center for Bydesign
Tlf: 33 66 33 66
Se flere oplysninger om
Center for Bydesign
 
 
Rådhuset, 1599 København V :: Tlf: 33 66 33 66 :: borgerservice@kk.dk :: www.kk.dk :: CVR-nummer 64942212