Arbejdet med at anlægge en aktivitetsplads på A-grunden ved Akacieparken er nu i fuld gang. Der er blevet anlagt bakker, plantet træer og banderne til boldbanen er ved at blive sat op. Størstedelen af anlægsarbejdet vil være afsluttet inden for kort tid, men gummibelægningen på boldbanen kan først anlægges, når vejret er garanteret frostfrit. Derfor er planen stadig at hele anlægget står klar i starten af juni 2012.
Den nye aktivitetsplads skal først og fremmest afhjælpe Akacieparkens behov for flere aktivitetsmuligheder, men skal også være så attraktiv, at den kan have en brobyggende og integrerende funktion mellem Akacieparken og de omkringliggende områder. Ejerforholdet på A-grunden fordeles mellem Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og Lejerbo. Der er allerede indgået et samarbejde imellem de tre ejere. Det fælles mål er at tiltrække forskellige børn og unge til pladsen og skabe integration imellem de forskellige kvarterer. På den færdige aktivitetsplads vil der være mulighed for boldspil, at skate, hoppe i trampolin og de unge kan mødes med hinanden ved borde og bænke. Læs mere om A-grunden her Områdefornyelsen har tidligere haft aftaler med udefrakommende organisationer, der har afholdt fodboldturneringer og Street Soccer træning på den gamle A-grund. Lignende arrangementer vil blive opstartet, når aktivitetspladsen står færdig i løbet af 2012. Vil du vide mere om A-grunden, kan du kontakte Thomas Geiker på al66@tmf.kk.dk